statens gjæld; overskuddet af deres indenlandske salg blev brugt til at dække bankernes forbrug i den forløbne uge — og tilbage i bankernes kasser laa altsaa Lørdag aften ganske ubeskaaret akkurat de 100 millioner kroner som industrien hadde brug for, og som den altsaa hævet.
Lad os sætte de 30 millioner der slugtes af salgs-omkostninger og skatter ud af betragtning.
Af de øvrige 70 millioner som gik med til at betale selve det industrielle arbejde blev 42 millioner hævet af de gamle aktieselskaber, mens de resterende 28 millioner paa de nye aktieselskabers vegne blev hævet af gründerne, som til gjengjæld indleverte i bankerne for 7 millioner kroner i nye panteobligationer. Da alle de penge landmændene tjente blev brugt op, dels af staten og dels af bankerne og deres klienter, maatte jo de fordringer paa bankerne som landmændene fik for sine penge dækkes med en del af de panteobligationer som gründerne indleverte — og resten af dem repræsenterte altsaa hvad bankerne centralbanken og de gamle gründere selv tjente ud over sit forbrug. Alle pengepisk-svingere tilsammen tjente altsaa hverken mere eller mindre men akkurat de 28 millioner, der udgjorde industriens netto-indtægt. Men alle disse penge blev jo hver uge anvendt til at lave overflødigt og altsaa værdiløst produktions-materiel, hvad der økonomisk som finansielt set var det samme som at kaste dem bort — og at alle penge som tjentes uafladelig blev kastet bort efterhvert som de tjentes var jo jevngodt med at der ingenting blev tjent. Samtlige
