„overproduktion“, og derved at gi chimæren „Arbejdsløshed" med den dobbelt-tvundne hale af Sult og Ruin anledning til at gjæste vore byer.
Paa produktionen af „det nødvendige for alle“ kan der tjenes penge, paa luxus-produktionen ikke. Den kapital vi nedlægger i luxus-apparatet kommer derfor ikke til at gi nogen rente, og luxus-apparatet kan følgelig ikke som nødvendigheds-apparatet laves for laante penge. Til at sætte luxus-apparatet op er der imidlertid brug for alle de penge som tjenes i landet, og bankerne maa derfor, mens arbejdet staar paa, fremdeles som før skaffe industriens gründere alle de penge ihænde, som tjenes af de øvrige pengepisk-svingere. Men i bytte for pengene kan de nu ikke længer faa rentebærende værdipapirer; de kan kun faa aktier i luxus-apparatet — og om end disse aktier kanske engang senerehen under forandrede forhold kan komme til at faa en værdi, saa er de jo ialfald foreløbig aldeles værdiløse, siden de ikke kan gi noget udbytte.
Saalænge anlægget af luxus-apparatet staar paa, faar vi altsaa bare værdiløse papirer for de penge vi tjener. Men til gjengjæld kan vi saa ogsaa, naar apparatet er færdigt og luxus-produktionen sat igang, for de penge vi derefter tjener kjøbe al den luxus som produceres. Og ikke blot kan vi det. Nej, kjøbes der ikke luxus for hver skilling som tjenes, saa blir der jo „overproduktion“, og chimæren Arbejdsløshed med den uhyggelige hale kommer da strax ansættende. Følgelig gjælder det først og fremst at sørge for, at de penge
