fornuftig beslutning — men ingenlunde let at sætte iværk. De vældige foretagender som da maatte sættes igang krævet ogsaa vældige kapitaler, og vi var fattige folk. Hele vor faste kapital som stak i det gamle produktions-apparat, hadde vi tabt ved at dette apparat var blit værdiløst; og da vor rullende kapital, som var alt hvad vi hadde tilbage, sad jevn fordelt paa vores alles hænder, var ingen enkelt af os kapitalstærk nok til paa egen haand at gaa igang med foretagender af den art som det nu gjaldt. Vor rullende kapital maatte altsaa for det første koncentreres, før den lod sig bruge til vort nye formaal.
Og ikke nok med det. Men naar nu alt hvad landet brugte af haandværk- og industri-artikler ikke længer blev produceret af os men af barbarerne, saa vilde baade de penge vi gav vore arbejdere i løn og de penge vi selv brugte, ikke mere som før vende tilbage igjen til vore kasser, saa vi stadig kunde bruge dem paany; vor rullende kapital vilde da ikke længer som i gamle dage rulle rundt mellem vore arbejdere vore kunder og os selv — den kom ustanselig til at rulle fra os, for at havne i barbarernes lommer. Og længe før vore arbejdere hadde faat tid til at skaffe os det vældige nye apparat vi behøvet, vilde vi sidde med tomme kasser og være nødt til at stanse arbejdet — med mindre vor rullende kapital stadig blev fornyet efterhvert som den rullet fra os. Der maatte altsaa sørges for, enten at vi stadig kunde faa laant de penge som skulde til for at holde vor rullende kapital vedlige, eller at disse penge efterhvert blev sat ind i vore
