skrænke os til at enes om faste fælles priser og en fast fælles arbejdsløn, vi maatte ogsaa enes om at drive hele vor omsætning for fælles regning, saa tabet ved den fejlagtige produktion kunde bli fordelt paa os alle. Isaafald vilde ikke blot pristarifen kunne opretholdes, men heller ikke behøvet nogen arbejdsstansning da at finde sted. I det øjeblik nemlig at der mellem det der blev produceret, ialfald fandtes hvad befolkningen ønsket at kjøbe for sin løn, saa vilde jo arbeidslønnen stadig flyde tilbage i vore kasser, og der var da ingensomhelst grund til ikke vedblivende at beskjæftige den hele befolkning. Kun vilde vi naturligvis efter evne ændre produktionens art i overensstemmelse med de erfaringer vi gjorde. Og om det end ganske sikkert ikke, hverken i første eller anden omgang, vilde lykkes os at bringe produktion og efterspørgsel til at dække hinanden, saa at alt hvad der blev produceret kunde bli kjøbt og brugt og vi selv komme til at tjene hvad vi skulde, lykkes maatte og vilde det jo dog tilslut alligevel, saasandt vi stadig blev ved at prøve os frem.
Og var det først lykkedes, da vilde jo resultatet være, at baade vi og befolkningen blev ganske anderledes velhavende end vi var før barbarerne kom. Thi vistnok er det nye produktions-system forsaavidt et meget kostbart system, som det kræver en ganske forskrækkelig mængde transport og et sørgelig indviklet handels-maskineri; men til gjengjæld mange-dobler jo ogsaa det nye produktions-apparat befolkningens produktionskraft. Og naar vi altsaa istedenfor
