bli kjøbt og brugt, forbrug og produktion vilde uafladelig dække hverandre, og vor økonomi vilde altsaa være kommet i sin rigtige gjænge, som i de gode gamle dage før barbarerne kom.
Men denne regulering af forbrugs-produktionen vilde ikke være saa nem en sag, som reguleringen af priser og arbejdsløn. Det vilde nemlig ikke la sig gjøre paa forhaand at beregne hvad befolkningen og vi selv, tilsammen 50 millioner mennesker, ønsket at kjøbe for vore penge; vi vilde med andre ord ikke paa forhaand kunne bestemme arten af den efterspørgsel som det gjaldt om at tilfredsstille. For øjeblikket har vi jo ikke engang nogen samlet oversigt over vor egen og befolkningens efterspørgsel som den fortiden er; men selv om vi sad inde med en saadan oversigt, vilde vi jo ikke fra den kunne slutte os til, hvordan efterspørgseleh kom til at arte sig under de forhold som vor nye pristarif og vor nye arbejdsløn skabte. Disse nye forhold vilde nemlig aldeles forandre baade vor egen og befolkningens kjøbeevne, og altsaa gjøre at enhver kom til at ville indrette sig anderledes end nu.
Følgelig vilde vi ikke ha andet at gjøre end at prøve os frem til vi fandt det rette. Vi fik i guds navn sætte de to tredjedele af befolkningen til at producere løs paa det produktions-apparat vi har, skjønt det paa forhaand vilde være givet at produktionen da ikke kom til at gi det resultat som vort formaal krævet.
Vort nuværende produktions-apparat er jo nemlig slet ikke lavet med det formaal for øje.
I gamle dage da befolkningen paa hvert enkelt sted
