paa kistebunden — men det var der jo ingen fordel ved. De eneste som ikke vilde ha tabt ved affæren hadde vært de 63 procent af befolkningen som endnu fik lov til at arbejde — de vilde fremdeles ha tjent det samme som før.
Og sæt saa at vi var blit ærgerlige over dette resultat og hadde sagt til hverandre: „Arbejderne har beholdt hele sin gamle løn, mens vor fortjeneste er gaat ned fra til ; det er ikke retfærdigt — lad os altsaa sætte arbejdslønnen ned med en tredjedel og stikke gevinsten i lommen.“ — Nuvel, arbejderne vilde da for sin løn ikke længer kunnet kjøbe tre, men bare to fjerdeparter, med andre ord bare halvparten af hvad der blev produceret. Og skulde der da ikke bli overproduktion, maatte produktionen reduceres til det dobbelte af hvad vi selv brugte, og der vilde bare bli arbejde for 31½ procent af sin oprindelige befolkning. Og naap befolkningen paa denne maade var sultet ned til 31½ procent af den oprindelige størrelse, saa vilde vi fremdeles tjent de samme som før, mens arbejderne altsaa hadde maattet leve af ¾ af sin tidligere løn. Til gjengjæld vilde rigtignok enhver af os nu hat i klingende mynt liggende paa kistebunden — men det vilde der fremdeles ikke vært nogen fordel ved.
At spare og lægge op penge vilde altsaa dengang for os vært den skjære idioti. Men det vidste vi ogsaa.
