bejdere ligesaa godt som vi selv. De knurret derfor ikke. Med lyst sind og frejdigt mod tog de fat tiltrods for de usle vilkaar, og i mindre end en menneskealder fremtryllet de for os hele dette vældige kjæmpe-apparat som nu sætter os istand til at byde barbarerne spidsen og holde os deres konkurrence fra livet. En haard tørn hadde det vært for vore arbejdere, og ondt hadde de døjet den menneskealder igennem — men værre skulde det bli. Efterhvert som det vældige arbejds-apparat blev færdigt, voxet nemlig en hel hær af arbejdsløse sig frem. Skulde det vært forebygget maatte vi strax den første arbejdsløshed meldte sig, øjeblikkelig gaat igang med en jevn øgning af arbejdslønnen. Isaafald vilde nemlig befolkningens jevnt voksende kjøbeevne krævet en jævnt øgende forbrugs-produktion, og denne øgning af forbrugs-produktionen hadde vi jo ikke kunnet bestride uden netop ved at engagere de arbejdere som efterhvert blev ledige. Men ikke blot forbød barbarernes konkurrence os at sætte arbejds-lønnen op — nej vor egen indbyrdes konkurrence med hverandre som den hadde udviklet sig under de nye forhold, tvang os endog til at skrue arbejdslønnen lavere og lavere ned efterhvert som arbejdsløsheden voxte. Og det uagtet vi dermed samtidig tvang os selv til stadig at indskrænke vor produktion, saa den tilslut naadde ned til sit absolute lavmaal — hvad der altsaa bragte masser af os til ruin og fallit og førte os allesammen op i de utroligste penge-vanskeligheder.
— Nuvel, dette maa ha en ende — ikke blot for vor egen, men ogsaa for befolkningens skyld. Har
