saadan blev den ogsaa opfattet af Østens pengepisk-svingere. Og derfor hadde de smaa gule mænd tiltrods for den voxende nød og de stadig stigende pengevanskeligheder endnu bestandig dette vidunderlige solglimt i øjet som ingenting hadde med Vestens skillingsglis at bestille.
Svingerne af pengepisken i Østen var virkelig ogsaa ivrig optat med det vanskelige problem: at finde en ny methode for svingningen af pengepisken, der kunde gjøre det muligt at nyttiggjøre befolkningens kolossale produktionskraft. De sa til hverandre:
— Vi aabnet vort land og slap barbarerne ind fordi vi ikke kunde andet — vi vidste paa forhaand at det vilde bringe ulykke over vort folk. Vi haabet imidlertid at skulle kunne bøde paa ulykken naar den kom, bare ikke barbarerne fik vristet os pengepisken ud af hænderne. Men skulde det ikke ske, da maatte vi komme i besiddelse af et arbejds-apparat som deres, før de endnu fik tid til at ruinere os. Vor arbejderbefolkning maatte altsaa strax lægge tilside alt arbejde som ikke var absolut nødvendigt og sætte hele sin kraft og energi ind paa at skaffe os det nye arbejds-apparat før det blev for sent. Selv maatte vi til den ende indskrænke vor efterspørgsel efter forbrugs-artikler til det mindst mulige; og for at befolkningen skulde gjøre ligesaa maatte dens arbejdsløn skrues ned saa lavt, at den ikke fik raad til at kjøbe andet end det absolut uundværlige. Med andre ord: pengepisken maatte nu svinges hos os, som den svunges i barbarerland. — Nødvendigheden heraf indsaa vore ar-
