ges til at af hjælpe den vældige fattigdom — saa meget forstod alle.
Og derfor klaget den fattige ikke. Om arbejderen led nød, han skreg dog ikke paa højere løn — han vidste at konkurrencen med barbarerne gjorde den usle arbejdsløn til en nødvendighed, Og selv om han blev arbejdsløs, han pukket alligevel ikke paa „retten til arbejde“ — han vidste at arbejde under de nye forhold ikke vilkaarlig lod sig skaffe. Men han stolte fuldt og fast paa, at denne nødstilstand ikke var andet end en overgang; ikke et øjeblik tvilte han paa, at en ny lykkelig tid inden kort vilde oprinde. Og derfor sa han til sine børn:
— Vær ikke bange, om det end for øjeblikket ser mørkt ud i vort land. I som kommer efter os gaar alligevel en lys fremtid imøde. Det blir jer, som kommer til at høste frugterne af al vor møje og alle vore savn. Haardt har vi maattet slide og ondt har vi maattet døje, vi som først tog kampen med barbarerne op. Men det stod ikke til at undgaa. Et kjæmpehverv hadde skjæbnen læsset paa vore skuldre. Det gjaldt saa hurtigt som gjørligt, før det blev forsent, at stampe frem af jorden et produktions- og transport-apparat af de samme kjæmpemæssige dimensioner som det barbarerne raadet over, og i mindre end en menneskealder løste vi opgaven ved uafladelig at trælle fra tidlig morgen til sildig kvæld uden at unde os selv mere end akkurat maden i munden — vore egne behov maatte jo staa tilbage, for vi vidste det hastet. Men nu er det altsaa gjort, og det nye arbejdsapparat
