dertil behøves, og alt hvad de individer der paatar sig arbejdet har brug for mens de udfører det, staar jo altid til disposition i mere end tilstrækkelige mængder. Befolkningen behøver derfor ikke at indgaa til regeringen med noget andragende om at arbejdet maa bli udført af det offentlige. Regjeringen slipper altsaa at nedsætte nogen kommission eller selv indhente erklæringer fra embedsmænd, kommune-styrer og sagkyndige, for paa grundlag af dem at gjøre sig op sin mening om, hvorvidt vedkommende arbejde er hensigtsmæssigt og betimeligt; hvormeget det vil koste; hvorvidt det kan antages at ville bli rentabelt osv. osv. Og hverken regjering eller nationalforsamling behøver at lægge sine hoder i blød for at finde ud, om den finansielle stilling tillader at der gaas igang med arbejdet. Der blir simpelthen gaat igang med det af den befolkning som finder at den har brug for det. Og naar arbejdet saa er færdigt, da tar samme befolkning det også i brug og administerer det selv — og dermed er alle udenforstaaendes og uvedkommendes indblanding i den sag ganske udelukket.
Men naar saaledes de civiliserede landes regjeringer ingenting mere faar at gjøre hverken med anlæg eller med administration af almennyttige arbejder, da kan de jo ogsaa lukke sine indenrigs-ministerier, sine ministerier for offentlige arbejder, og sine kultus- og undervisnings-ministerier.
Og hvad har de regjeringer da egentlig tilbage at gjøre?
Jo: naar en regjering først har lukket sit justitsde-
