god vilje. Og at deres opgave virkelig laa dem oprigtig paa hjerte, det fik de — desværre paa en ganske uhyggelig maade — fuld anledning til at vise.
Da nemlig udviklingen rak frem til det punkt hvor de halstarrige faa begyndte at dressere naturkræfter til at udføre menneskeligt produktions-arbejde, og disse brave pengepisk-svingere saa, at anvendelsen af dresseret naturkraft øget arbejdsløsheden i en ganske skrækkelig grad, betænkte de sig ikke et øjeblik; de sa strax: stop, det skal vi ikke ha noget mere af! og la dermed de arbejdsbesparende opfindelser paa hylden, og producerte rolig videre med menneskelig arbejdskraft som før. De halstarrige faa blev i den anledning aldeles fortvilede og bestormet dem med bønner og forestillinger, og besvor dem dog ikke at la disse herlige kræfter, frugten af lange tiders ihærdige anstrængelser, bli liggende der til ingen nytte. Men svingerne af pengepisken var urokkelige: de hadde nok, mente de, med den arbejdsløshed, som ikke lod sig undgaa, om de ikke selv kunstig skulde øge den. Men da de arbejdsbesparende opfindelser saaledes blev liggende ubenyttet hen gik de lidt efter lidt i glemmebogen, og følgen blev, at de halstarrige faa tilslut helt tabte modet og i fortvilelse gav ævret op.
Pengepisk-svingerne hadde imidlertid faat sig en grundig skræk i blodet ved at se hvorledes disse arbejdsbesparende opfindelser virket — og de sa derfor til hverandre:
— Ved første øjekast saa det ud som om disse opfindelser kunde hjælpe os til at øge vor produktion;
