Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/141

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


altsaa fandt for godt at ville fortsætte spillet endnu en stund inden jeg erklærte mig overvundet, det kom dig igrunden slet ikke utilpas. Selv følte du nemlig, nu da du hadde sejret, en kildrende trang til endnu at drive nogle ondskabsfulde smaa extra-løjer med disse mærkelige faa, som efter sin mislykkede forkyndelse af evangeliet ganske rigtig blev gaaende omkring nede i pengefælden og pønse paa, om det ikke alligevel skulde kunne gaa an for dem ganske alene, at gjøre det store himmelsprang — som altsaa hvis det blev gjort endnu vilde kunde redde menneskeheden. Du var jo fuldkommen paa det rene med at deres forehavende var haabløst ugjennemførligt; de stod jo absolut afmægtige overfor kjæmpe-opgaven, nu da organet hvormed den alene kunde løses, for alle tider var gjort ubrugeligt. Men som katten, efter først at ha skambidt musen gjør sig en grusom glæde af at slippe den løs igjen for stadig paany at kunne slaa kloen i den og stanse den i dens afmægtige flugtforsøg — saaledes fandt ogsaa du en djævelsk fornøjelse i at ha de halstarrige faa gaaende paa græs en stund endnu, for stadig paany at kunne hindre dem i deres afmægtige forsøg paa at gjøre det himmelsprang som du engang for alle hadde berøvet dem evnen til at gjøre.

Smilende gav du dig altsaa til at lægge alle slags mulige og umulige hindringer ivejen for de faa, og det lykkedes dig i en ganske sørgelig grad at sinke dem i deres arbejde. Især efter at du hadde organiseret imod dem din sorte bande, kirken kaldet, hvis virkelige maal simpelthen var at vinde rigdom og magt, men