Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/138

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


tide; i drømme hadde hans fantasi tumlet med den ret som det var. Men i vaagen tilstand, og for alvor — han hadde sandelig andet at bestille. Vel var han rig, og behøvet ikke netop at slæbe sig ihjel idag for at kunne spise mad imorgen; men vilde han holde sin rigdom vedlige, og sikre sig og sine mod at synke ned i de fattiges rækker — og did ned vilde fanden ikke hverken han eller hans — da fik han nok vedbli med at svinge pengepisken og samle i lader som før. Meget muligt altsaa, at det slet ikke laa ud over menneskets evne at erobre universet og gjøre sig til verdens herre; men isaafald fik i guds navn de som dertil følte kald og evne gi sig ikast med opgaven og forsøge at løse den. Bragte de saa en skjønne dag sejren hjem, og kunde la tæmmede naturkræfter overta de fattiges arbejde med det mangedobbelte resultat, saa alle kunde bli rige, ja da var det selvfølgelig ingenting ivejen for at lægge pengepisken ned. Men indtil det skede var nok de rige nødt til fremdeles at svinge den. De kunde dog virkelig ikke saadan uden videre gaa hen og gi fra sig sit gode guld mod den usikre vexel paa en mere eller mindre fjern fremtid, som evangeliet bød dem — enhver hadde sandelig sit at ta vare! —. Og dermed gik de rige, den ene til sin ager, den anden til sit kjøbmandsskab, og svang pengepisken og samlet i lader som de før hadde gjort — og alt blev ved det gamle. Og menneskehedens store tænke-ordan, hvormed naturen alene kunde betvinges, blev liggende der som før, paralyseret, inde i pengefælden, som hadde evangeliet aldrig lydt.