Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/122

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


KAPITEL I

Syndefallet

——

Du tror ikke, gamle gud Mammon, at den befrielsens dag nogensinde vil komme til at oprinde for menneskenes børn. Du anser dem ikke længer kapable til at redde sig ud af den lumske fælde du har narret dem ind i, og hvor de ynkelig maa vansmægte fordi der ikke er alburum for deres kjæmpekraft. Det ligger aldeles over deres evne, mener du, at gøre den store revolution, den egentlige, den rigtige: den som med sin aandes pust fejer bort pengenes blændværk og dermed løser op i dunst dit kunstige himmelhvælv med samt den gyldne sky, hvorpaa du sidder, saa menneskene pludselig kommer til at befinde sig midt ude under min egen frie blaa himmel, hvor alle livets rige skatte ligger og venter paa dem. Den revolution magter de aldrig, mener du — og sandelig, jeg maa indrømme at det ser ud som om du har ret. Guldstøvet du har kastet som blaar i menneskenes øjne, har fuldstændig synkvervet dem. Hvad mennesker med normalt syn strax maatte se var det vildeste mareridt, det fortoner sig for disse synkvervede stakler