Der er med andre ord til enhver tid fuldt op af udmærket anvendelse for den arbejdskraft, som forbrugs-produktionen ikke lægger beslag paa. Selv om den ledige arbejdskraft anvendes til sidst mand, rækker man alligevel bare at tilfredsstille de aller nærmeste behov.
Og de besiddende klasser har en dobbelt opfordring til at anvende den disponible arbejdskraft til sidste mand. For det første faar det automatiske bræmseapparat da ingen anledning til at virke, og man undgaar altsaa den taabelige vexel af gode og daarlige „tider“. Og for det andet saa bestaar jo de besiddende klassers nettofortjeneste paa den hele produktionsforretning udelukkende i det nye produktions- og kommunikations-materiel, som den disponible arbejdskraft frembringer, og hver mand som gaar ledig omkring fordi han ikke kan faa arbejde, er altsaa et direkte skaar i denne netto-fortjeneste.
Naar derfor de besiddende klasser alligevel ikke anvender den ledige kraft som byr sig frem, da er det sandelig ikke fordi de mangler lyst og vilje til at gjøre det, men helt enkelt fordi de stakler ikke kan. Og naar de ikke kan, da er det ikke fordi de er uduelige, men fordi tingen i sig selv er ugjørlig, saalænge producenterne konkurrerer med hverandre og hver især kun forfølger sine private pengeformaal, istedenfor at skaffe sig en oversigt over hvad der bør produceres, for derefter at komme overens om at producere hver sin del af det.
Nogle tal — og tingen vil være selvindlysende.
