figur. Imellem begge disse fjeld kunde vi følge en bræ, som stak op mellem dem i avsatsvis. Den saa voldsomt oprevet og forstyrret ut, men man kunde følge en liten sammenhængende linje mellem de mange revner. Vi saa, vi kunde komme langt, men vi saa ogsaa, at bræen negtet os at benytte den i sin fulde længde. Mellem første og anden avsats var terrænget øiensynlig ufremkommelig. Men vi kunde se, at der førte en ubrukken flate op paa siden av fjeldet — Don Pedro hjælper os nok. Mot nord langs Nansenfjeldet var der et eneste kaos — ganske umulig at komme frem. Vi reiste en svær varde. Her stod vi og tok peilinger kompasset rundt. Jeg gik tilbake til passet for at se utover barrieren en sidste gang. Den nye fjeldkjede laa der skarp og tydelig. Vi kunde se, hvordan den fra øst bøiet op i ost-nordost for endelig at forsvinde mot nordost, som vi anslog omkring 84° s. br. Av luften fremgik det, at kjeden fortsatte videre. Ifølge aneroid stod vi paa avsatsen ind forbi passet i 4000 fot over havet.
Nedstigningen herfra var bare en vei, og den begyndte vi. Naar disse nedstigninger skal foretages med lastede slæder, maa man utvise den største forsigtighet, forat farten ikke efterhaanden skal økes saaledes, at den tar herredømmet fra en. Hænder det, kan man ikke alene kjøre fordærvet hundene, men ogsaa at fare op i den som kjører foran og ødelægge hans slæde. Det gjaldt saa meget mere i dette tilfælde som slædene førte distansehjul. Vi la derfor, naar vi skulde utover, taugbremse under mejene. Vi gjorde det ganske simpelt paa den maate, at vi tok nogen tørn rundt hver mej med en liten smekker ende. Jo flere av disse tørn vi tok, jo kraftigere virket selvfølgelig bremsen.
