egen privatsæk, hvori opbevartes alle reserveklær, dagbøker og observationsbøker. Endel løsremmer hadde vi med som ekstra til skibindingene. Vi hadde dobbelte soveposer den første tid, d. v. s. en indre og en ytre. Vi hadde 5 ure, hvorav 3 observationsure.
Distansen mellem 80°—82° s. br. hadde vi besluttet os til at kjøre i dagsmarsjer à 28 km. Vi kunde gjerne kjørt det dobbelte, men da det gjaldt mere at komme frem end hurtig frem, tok vi marsjene saa smaa. Desuten her mellem depotene hadde vi mat nok, saa vi kunde tillate os det. Vi var spændt paa at se, hvordan hundene vilde greie de lastede slæder. Vi trodde jo nok, at det vilde komme til at gaa, men dog ikke som det gik.
Den 26. oktober forlot vi 80° s. br. med en liten nordvestlig bris, klart og mildt. Jeg skulde nu overta min stilling som forløper og stillet op nogen skridt foran Hanssens slæde med skiene i den rigtige retning. Et sidste blik bakover. „Alt klart her”. Og jeg avsted. Jeg tænkte, .... nei, jeg fik ikke tid til at tænke. Inden jeg visste ordet av det, var jeg rendt overende av hundene. I det virvar, som opstod, stanset de heldigvis, saa jeg slap forsaavidt fra det uten skade. Egentlig var jeg sint, men da jeg var fornuftig nok til at indse, at den før saa komiske situation vilde bli dobbelt latterlig, saafremt jeg lot mit sinne komme til utbrud, tok jeg det kloke parti at tie stille. Og hvem skulde jeg egentlig gi skylden? Jeg var jo den eneste, som kunde bebreides noget. Hvorfor i alverden fløi jeg ikke fort nok? Jeg forandret nu helt politik — ja, for det er jo ingen skam i? — og begav mig nu hen til fusketroppen. Der gjorde jeg mine saker bedre. „Alt klart? la gaa”! Og jamen gik det ja. Først for Hanssen ut som en
