saaledes „dat” ned, hadde vi samme fornemmelse, som naar man med de amerikanske expresselevatorer „dætter” ned fra 12te til 1ste etage, „som om alt indi en vil op”. Det gik saa fort, at vi saa at si blev løftet op fra dækket. Saadan gik det op og ned til utover aftenen og natten, da vinden efterhaanden løide av og det blev stille. At uveiret ikke vilde bli av nogen lang varighet, kunde man næsten gaa ut fra, da det kom saapas fort paa, og den engelske regel
Long foretold, long last,
Short notice, soon past
kunde man jo si holdt noksaa godt stik. Naar det er sterkvind, slingrer „Fram” ikke saa meget som almindelig, naar undtages en læ overhaling av og til; heller ikke var det overvættes meget vand, som i dette voldsomme hav kom ind paa dæk. Frivagten gik ned som vanlig, og som en ganske rigtig bemerket, kunde, vi gjerne gaa tilkøis alle mand, hvis vi ikke maatte holde utkik efter is. Heldet vilde ogsaa, at orkandagen var den første dag siden vi forlot isbarrieren, at vi ikke saa is, enten det nu var, fordi sjøsprøitet, som stod høit i luften, umuliggjorde al utsigt for os, eller der ikke fandtes is. Nok av det, vi saa ingen is, og det var jo hovedsaken. Utpaa natten fik vi et glimt av fuldmaanen, hvilket gav rormanden anledning til at rope „Hurra”. Dette kunde han sandelig ha god grund til, da vi i lang tid hadde gaat og ventet paa maanen, som jo skulde hjælpe os med at holde utkik efter is. I et saadant veir merker man under dækket intet over det almindelige. Her hører man næsten intet til vinden, og i agtersalongen, som ligger under vandets
