som vi brugte 5 maaneder paa at tilbagelægge, fra Madeira hadde vi tilbragt 127 dager i aapen sjø, og dermed var den første del av turen gjort.
VED BARRIEREN
Straks efter at ha fortøiet gik chefen, Prestrud, Johansen og jeg op paa barrieren paa en rekognosceringstur. Opstigningen fra sjøisen til barrieren var fin, en ganske jevnt skraanende bakke. Allerede en kvartmils vei fra fartøiet fandt vi en god plads til den første hundeleir, og en kvartmil endnu længere syd blev det bestemt, at huset skulde staa. Det var i en bakkeheldning, hvor det vilde være mindst utsat for de sterke sydostlige vinde, som efter tidligere beskrivelser ventedes. Oppe paa barrieren var det absolut stille, og ikke et liv rørte sig; hvad skulde de forresten leve av? Den deilige skitur fortsattes endnu et stykke sydover, indtil vi efter et par timers forløp atter var ombord; her hadde man i mellemtiden været i fuld gang med slagtning av sæl, av hvilke forøvrig flere hundrede laa spredt paa isen.
Efter den temmelig lange sjøreise og med den trange plads ombord maa jeg si, det smagte godt at faa fast grund under føttene og faa røre litt paa sig. Hundene var vist ikke mindst fornøid; naar de kom ned paa isen, væltet de sig i sneen og sprang omkring ellevilde av glæde. Under hele opholdet blev tiden i stor utstrækning benyttet til skiture og sæljagt, og en behagelig avveksling var det.
Søndag den 15. gik med til opsætning av telter ved første hundeleir og ved „Framheim”, som vinterstationen
