avgrund. Hanssen sendte den et sidste vemodig blik og vendte saa om.
Vi kunde nu tydelig se alle omgivelser. Dette sted laa, som jeg før har bemerket, nede i en dalsænkning. Vi fulgte rundt og kom op paa høiden mot syd uten hændelser. Her fik vi nu øie paa et av vore flag. Det stod i øst
og fastslog saaledes vor antagelse at vi var for langt vest. Endnu en gang hadde vi føling av det oprevne terræng, idet vi maatte over nogen sprækker og forbi et stort hul. Men saa var det ogsaa slut, og vi kunde atter glæde os ved et sikkert underlag. Hanssen maatte forresten først bort og kikke i hullet. Vi rak om kvelden frem til de to snehytter, vi hadde bygget paa forrige tur og slog leir der, 42 km. fra depotet. Hyttene var fuldføkne av sne, saa vi lot dem i fred. Veiret var nu ogsaa saa mildt og fint, at vi foretrak teltet. Det hadde været en begivenhetsrik dag, og vi kunde være fornøiet, at vi hadde sluppet saa let fra det. Føret hadde været bra og det hele gaat som en lek.
Da vi strøk ut den næste morgen, var det overskyet og usigtbart, og inden vi hadde gaat ret længe, var vi midt i en sydvester med fok saa tæt, at vi knapt saa 10 slædelængder foran os. Vi hadde isinde at række depotet idag, men holdt dette ved, var det mere end
