Ikke for nogen pris vilde jeg ha gaat den kvartmil
uten ski paa benene; det vilde omtrent været
ensbetydende med at gaa nedenom og hjem. Det er kanske
meget sagt, at man med skiene paa er absolut sikker
mot den fare, disse sprækker frembyr; er uheldet først
ute, kan alting gaa galt. Men der skal nu en ganske
betragtelig slump uheld til for at en mand paa ski falder
igjennem.
11. november. Man gaar til marsjen som til en dans under disse forhold. Telt, soveposer og klær holder sig myke og knusktørre. Termometeret viser omkring ÷ 20°. Et medmenneske, som fra civilisationens høider pludselig var dumpet ned i vor midte, vilde muligens ha følt sig mindre henrykt over det nævnte antal grader; men det maa erindres, at vi for lang tid siden har avlagt civiliserte menneskers almindelige begreper om, hvad der er passende i temperaturveien. Vi er straalende fornøiet over de 20 kuldegrader og priser vaaren; især naar vi mindes, hvordan det saa ut paa disse trakter for 3 maaneder siden, da termometeret viste henved ÷ 60°, og rimet hang tommetykt under teltvæggen, færdig til at drysse ned over alt og alle ved den mindste bevægelse. Nu findes der ikke rim. Solen døiver det. For nu er der sol. Ikke længere den mislykkede utgave av en saadan, som i august stak sit røde fjæs op over horisonten i nord; nei, vor gode gamle kjending fra lavere breddegrader med sin rigdom av lys og varme.
Efter 2 timers marsj var vi ved titiden i formiddag indenfor synsvidden av de to snehytter, som blev bygget paa forrige tur. Vi satte kursen ret paa dem med den tanke, at der muligens kunde være spor efter sydpartiet.
