blev opbevart, hadde git efter for snemassenes tryk, hele bygverket var klemt sammen. Her var intet andet for end at gaa til kulsjau snarest mulig; vi fik efter en del besvær lempet restbeholdningen av det kostbare brændsel ned i den lange snegang, som førte fra huset til kullageret. Dermed hadde vi foreløbig vore „svarte diamanter” i sikkerhet. Under denne sjau var vi selv blit omtrent like saa svarte som „diamantene”. Da vi kom ind, hadde kokken tilfeldigvis holdt storvask paa sit eget opsyn — en forholdsvis sjelden begivenhet, — og der blev derfor gjensidig overraskelse. Kokken var forbløffet over at se os saa svarte, vi over at se ham saa ren.
Al den snesjau, som fulgte med det langvarige stygveir, i forbindelse med de nødvendige forberedelser til slædeturen gjorde, at vi til stadighet hadde nok at bruke fingrene til; men jeg tør si, at ingen av os har lyst til at leve disse dager om igjen. Vi blev forsinket i vort egentlige arbeide, og forsinkelser, som kan være ubehagelige nok, hvor man end befinder sig i verden, var saa meget mindre velkomne hernede, hvor tiden var saa kostbar. Da vi bare hadde to slæder til transport av proviant for 3 mand og 16 hunder samt desuten alt utstyr, og da vi paa vor tur ingen depoter hadde at falde tilbake paa, kunde ikke reisens varighet strække synderlig ut over 6 uker. For at være tilbake igjen ved juletider maatte vi derfor avgaarde inden midten av november maaned. Imidlertid skadet det ikke at komme ivei før, og saa snart november var inde, nyttet vi den første leilighet til at forsvinde.
Av hensyn til vigtigheten av at komme rigtig paa vei, saa vi helst, at starten kunde foregaa i klart og sigtbart
