isflak. Den 8. januar sprang der op en kuling fra syd. Ved midnatstid gik stormen over paa N.V., og situationen blev meget alvorlig.
Alle vore trosser sprang, siger Ross, og vi gik i drift. Vi maatte i hast sætte seil, og for at holde følge i den tykke taake maatte vi stadig avfyre skud fra begge fartøier og gi hverandre signaler. I læ av et isfjeld — ca. 1 kvartmil i diameter — bakket vi til og fra hele dagen, mens vi ventet paa klarveir til at finde vor vei frem gjennem de bedste aapninger i isen. Men kl. 9 om aftenen øket stormen paa fra nord og tvang os til at minke vore seil til det mindst mulige. Havet vokste i ett nu til en frygtelig høide og vasket over de høieste fjeld. Vi hadde nu ikke længere styring paa fartøiene, men blev av den voldsomme storm sat ned paa den tætte drivis i læ. Like ved midnat var vi omgit av et hav av rullende isflak, haarde som granit, som av det oprørte hav blev kastet mot fartøiene med slik kraft, at mastene skalv og truet med at falde overbord for hvert støt. Undergang syntes uundgaaelig. Ved at bakke og fylde vore seil søkte vi
