snegangen i bare —: Her begyndte virkelig damp at slaa os imøte. Den blev tættere og tættere, eftersom vi kom ind i barrieren. Nu blev det saa opfyldt av damp, at jeg ingenting kunde se. Jeg tænkte med længsel paa Amundsens anorakhale, den var saa god ved saanne anledninger. Men her var intet at faa fat i.
Langt borte i taaken kunde jeg se et lys, og bortimot det arbeidet jeg mig med forsigtighet. Inden jeg fik tid til at sanse mig stod jeg midt i gangens anden ende, som førte ind til et stort, rimet rum, begrænset mot sneen av en mægtig iskuppel. Men dampen var generende og tok meget av det pragtfulde skue bort. Men hvor var Hassel blit av? Jeg saa nu bare Bjaaland. Da saa jeg pludselig gjennem taaken — i en slags klaring — et nakent ben forsvinde ind i en stor mørk kasse, og et øieblik efter saa jeg Hassels smilende aasyn paa toppen av kassen. Han saa ut, som han var halshugget. Men dertil saa trækkene for smilende ut — hodet kunde altsaa ikke være skilt fra kroppen endnu.
Nu begyndte dampen at trække bort litt efter litt, og endelig kunde man faa et sikkert overblik over, hvad der passerte. Nu maatte jeg le. Nu var alting let at forstaa. Men jamen tror jeg, Holmes hadde faat en haard nøtt at knække, hvis han med bind for øinene var sat ind i den antarktiske barriere, som jeg jo var, og nogen hadde bedt ham om at forklare situationen.
Det var et av disse sammenfoldbare, amerikanske dampbad Hassel sat i. Lokalet, som i taaken hadde set saa svært og elegant ut, skrumpet nu ind til at bli en liten snehytte — noksaa ubetydelig at se til. Dampen var samlet nedi badet, og man kunde se paa fjæset i
