var visst heller ikke meget indviklet, men opfyldte dog sin hensigt. Man kunde se, hvor han gottet sig, hvergang et kort fandt den rette plads. Tilslut laa alle kortene iorden. Kabalen var gaat op. Han sat endnu en stund og frydet sig over de velordnede bunker. Saa skjøv han dem med et suk sammen, reiste sig og mumlet: „Ja — te Polen kommer dem, det er sikkert, og jaggu' kommer dem der først aassaa”. Han stak kortene tilbake paa hylden i køien og saa veltilfreds ut.
Nu begynder atter processen med dækningen av bordet, dog langt lydløsere end om morgenen. Der var ingen at erte nu saa.... 5 minutter før 12 lød klangen av en svær skibsklokke, og ikke længe efter begyndte middagsgjestene at indfinde sig. De gjorde ikke noget større toilette, men gik ret tilbords.
Rettene var ikke mange. En tyk, sort sælsuppe med alt mulig rart i — sælkjøt skaaret i smaa „terninger” (de var forresten alt andet end smaa), poteter, gulerøtter, kaal, næper, erter, selleri, svisker og epler. Gad vite, hvad vore husmødre vilde kalde den ret? To svære mugger med issaft og vand stod midt paa bordet. Nu blev jeg igjen forbauset. Jeg hadde tænkt mig, at en saadan middag foregik i al stilhet; — men jeg fik høre noget andet. De pratet hele tiden. Det dreiet sig væsentlig om, hvad hver hadde oplevet i formiddagens løp. — Til dessert fik de „grønne plommer”.
Snaddene og bøkene kom fort frem efterpaa. Bortimot 2-tiden begyndte det igjen at komme liv i „gutta”. Jeg visste, de ikke skulde arbeide denne aften — fordi det var St. Hans — men det er saa rart med vanen. Bjaaland reiste sig bestemt og spurte, hvem vilde ha første tur.
