skyldes den første krydsning av ækvator. Dette fandt sted ca. 1470 — ti aar efter hans død.
Med Bartolomeus Diaz tok verden et langt skridt forover i kjendskap til sydlige egne. Han seilte ut fra Lissabon i 1487 og naadde Algoa Bay. Utvilsomt passerte denne frygtløse sjømand paa sin reise 40° s. br. — et godt, langt hop mot de antarktiske egne.
Vasco Da Gamas reise i 1497 er for vel kjendt til at trænge omtale.
Dernæst kommer mænd som Cabral, Vespucci, de Gonnerville m. fl. Alle gjorde de sit arbeide. Alle bidrog de til at gi os nøiere kjendskap til den jord vi bebor.
Saa møter vi den gamle tids største sjøhelt — Ferdinand Magelhan. Han var portugiser av fødsel, men seilte i spansk tjeneste. Det var i 1519 han satte ut. Ham skylder vi opdagelsen av den første forbindelse mellem det Atlantiske og det Stille Ocean, Magelhanstrædet. Saa langt syd hadde ingen naadd før, — ca. 52° s. br. Det lykkedes et av hans fartøier — Victoria — at gjøre den første verdensomseiling og derved fastslaa, at jorden virkelig var rund. Fra den tid antok tanken om de antarktiske egne fast form. Noget maatte findes der syd. Om det var land eller vand, fik fremtiden avgjøre.
I 1578 støter vi for første gang paa den berømte engelske sjømandstype Sir Francis Drake. Skjønt han blev regnet for sjørøver, skylder vi ham allikevel en liten smule ære for de geografiske opdagelser han gjorde. Længst mot syd rak han 57° s. br. og beviste, at „Ildlandet” var en stor øgruppe og ikke en del av et stort antarktisk kontinent, som saa mange mente.
