fra utkjørslen, saa vi kunde følge dem. „Lurven” — Wistings bedste hund — styrtet under marsjen og var død paa stedet. Den var ogsaa av disse hunder, som maatte stridarbeide hele tiden. Den kunde ikke tænke paa at lure undav et øieblik. Den trak og trak, indtil døden kom. Alle sentimentale følelser var forlængst forsvundet. At gi „Lurven” æresbevisninger efter fortjeneste tænkte ingen paa. Det skind og ben, den bestod av, blev ophugget og fordelt mellem hundens kamerater.
Den 16. mars kom vi frem 28 km. Temperaturen var ÷34° C. „Jens” — en av mine prægtige „Tre musketerer” — var hele den dagen blit kjørt paa Wistings slæde. Den var for svak til at gaa længere. „Tor” skulde vi ha delt ut den aften til kameratene; men paa grund av den verkdannelse, den hadde i brystet, lot vi den heller være. Den blev lagt i en tom kasse og gravet ned. Om natten blev vi vækket av et forfærdelig spektakel. Bikjerne var i vildeste slagsmaal, og det var let at forstaa paa deres hyl, at det var mat, det dreiet sig om. Wisting, som altid viste sig kvikkest til at komme ut av posen, var øieblikkelig paa stedet. Det viste sig da, at de hadde gravet op „Tor” og nu holdt de paa at feste paa den. Vanskelig paa kosten kunde de sandelig ikke være. Wisting gravet kadaveret ned igjen, og vi hadde fred for natten.
Den 17. føltes det bitterlig koldt med ÷41° og med skarp sno fra sydøst. „Lassesen”, en av mine hunder, som hadde fulgt løs efter slædene, blev igjen denne morgen paa leirpladsen. Vi savnet den først langt ut paa dagen. „Rasmus”, en av „De tre musketerer”, stupte idag. Som „Lurven” trak den sig ind i døden. „Jens”
