Først klokken ½ 1 formiddag den 15. løiet den av, saa vi
kunde komme avsted. Som det saa ut derute! Hvor
skulde vi nu egentlig begynde for at bringe orden i dette
kaos? Slædene komplet nedføkne. Sveper, skibindinger
og sæletøier for en stor del opspist. Jo, det saa
nydelig ut. Heldigvis var vi vel utstyrt med bræline, og med
den greide vi sælene. Ekstra griseremmer greide
skibindingene. Men med sveper var det værre. Hanssen,
som kjørte først, maatte nødvendigvis ha en nogenlunde
brukelig svepe. De andre var det ikke saa farlig med,
om det end kunde være leit nok. Han fik sig da paa
en eller anden maate en svepe, saa han greide sig. En
av de andre saa jeg bevæbnet med en teltstang; den
brukte han helt til han naadde „Framheim”. I begyndelsen
var bikjene svært rædde for dette uhyre av en svepe;
men de lærte snart at skjønne, at det var et fælt arbeide
at naa dem med stangen, og brød sig pokker om den
tilslut.
Omsider saa det ut til, at alt var i orden. Nu var det bare at faa bikjene op og paa plads. Flere av dem var saa likeglade, at de hadde latt sig sne aldeles ned. Men efterhaanden fandt vi dem frem og reiste dem op. Men „Tom” negtet absolut. Det var ikke mulig at faa ham paa benene; han bare laa og ynket sig. Det var intet andet at gjøre end at gjøre ende paa den. Skytevaaben hadde vi ikke, saa den maatte slaaes med en øks. Det gik let. Den vilde ha faldt for mindre end et øksehug. Wisting tok skrotten paa sin slæde for at kjøre den frem til næste leirplads og der partere den op.
Dagen var sur og kold. Taake og fok med sydlig bris, ÷26° C. Vi var dog heldige og fandt vore spor
