det telt vi brukte paa polarfærden, — et i alle dele idealt telt. Ja, de tilfældigheter, de tilfældigheter! Det er vel ikke værd at bebyrde forsynet med disse bagateller.
Den 8. mars naadde vi frem til 82° s. br. Det var ogsaa det yderste, som mine 5 hunder kunde præstere. Ja, som vi skal se, var det allerede formeget. De var komplet utslitt, stakkars dyr. Dette er min eneste mørke erindring fra opholdet dernede — at mine prægtige dyr blev sprængt. Jeg hadde forlangt mere av dem, end de kunde klare. Min trøst er, at jeg heller ikke sparte mig selv. Det at sætte den 450 kilo tunge slæde i bevægelse med utslitte dyr var ikke barnearbeide. Og det var ikke altid nok bare at sætte den i bevægelse. Stundom maatte man skyve den helt frem, saa man tvang bikjene ivei. Svepen hadde forlængst ophørt at forskrække dem; naar jeg prøvet at slaa paa, klumpet de sig bare sammen og søkte at beskytte sine hoder bedst mulig; kroppen var
