fik vi i øst øie paa nogen meget høie skrugarer — en 3—4 stykker. Vi anslog avstanden til 10 km. Næste dag — 7. mars — hadde vi samme erfaring, som Shackleton ogsaa hadde ved flere anledninger. Morgenen begyndte klar og fin med en temperatur av ÷40°. Utpaa formiddagen blaaste det op fra sydøst og øket paa til kuling utover eftermiddagen. Temperaturen steg hurtig og da vi slog leir klokken 3 eftermiddag hadde vi kun ÷ 18°. Ved leirpladsen den morgen satte vi av en kasse hundepemmikan til bruk paa hjemreisen og merket veien mot syd med en bordspilre foran hver kilometer. Vor distanse den dag var bare 20 km. Vore hunder — i særdeleshet mine — saa ynkelig ut, de var forfærdelig avmagret. Det var greit, at de i høiden kunde naa 82° s. br. Hjemreisen vil det vel selv derfra komme til at knipe med. Vi bestemte os den aften til at la os nøie med at række 82° s. br. og saa vende hjem.
Vi hadde paa denne sidste del av færden reist vore to telter med frontvæg i frontvæg, saa dørene kom til at staa den ene i den anden. Vi opnaadde herved at kunne sende maten direkte over fra det ene telt til det andet uten at gaa ut, og det var en stor fordel. Denne omstændighet ledet til en indgripende forandring i vort teltsystem og gav os ideen til det bedste 5-mandstelt, som sandsynligvis endnu har set dagens lys i polaregnene. Som vi laa og lurte den aften i vore soveposer og tænkte paa alt og ingenting, slog pludselig den idé ned, at om teltene blev sydd sammen som de nu stod — efterat frontvæggene var skaaret bort — vilde vi faa ett telt, som var langt større og rummeligere for 5 end de to adskilte telter, som de nu var. Ideen blev forfulgt, og frugten blev
