den mægtige mot syd løpende barriere, hvælver sig et blankt, hvitt skinnende lys, saa intenst at det blænder øiet. Men mot nord ligger natten. Røksort og blygraa nærmest havet, saa gaar den over i det mørke blaa, eftersom øiet løfter sig. Falmer mer og mer for tilslut at opslukes i den straalende glans fra barrieren.
Hvad der ligger bak natten — den røksorte masse — det kjender vi. Den del har vi utforsket. Der er vi gaat av med seiren. Men hvad skjuler den blændende dag i syd? Lokkende og dragende ligger du for os, du skjønne. Ja, vi hører du kalder, og vi skal nok komme. Kysset skal du faa, om det end skal koste os livet.
Den følgende dag, søndag, kom med samme fine veir. Nogen søndag for os kunde der selvfølgelig ikke bli tale om. Ikke en av os vilde ha sat pris paa at dovne bort den dag. Vi var nu delt i to partier, et sjøparti og et landparti. Sjøpartiet — 10 mand — overtok „Fram”, mens landpartiet denne dag slog op sin bopæl paa barrieren for et aar eller to, eller vel saa det.
Sjøpartiet bestod av: Nilsen, Gjertsen, Beck, Sundbeck, Ludv. Hansen, Kristensen, Rønne, Nødtvedt, Kutschin og Olsen. Landpartiet av: Prestrud, Johansen, Helmer Hansen, Hassel, Bjaaland, Stubberud, Lindstrøm og mig selv. Lindstrøm skulde bli ombord nogen dager, da vi endnu maatte indta de fleste maaltider ombord.
Planen var, at et parti paa 6 mand skulde slaa sig ned i et 16 mands telt paa pladsen mellem „Rønniken” og „Nelson”, mens et andet parti paa 2 mand skulde ligge i et telt oppe paa hustomten og bygge huset. De to sidste blev selvfølgelig vore dygtige tømmermænd Bjaaland og Stubberud.
