kjøtfulde part høit op i luften. Dette tegner bra. Jeg klukker og ler, men endnu med en viss anstand. Da smelder det.
To av de sovende gjør en liten trækning og rører sig ikke mer. Anderledes med den tredje. Med slangeagtige bevægelser snor den sig frem gjennem løssneen med forbausende hurtighet. Nu er det ikke skiveskytning længer, men jagt paa virkelig vildt. Og resultatet blir derefter. Bum i bum og bum igjen. Godt at vi har ammunition nok. Den ene av jægerne er her listig nok til at skyte ut sin ammunition og begi sig tilbake Men den anden sætter efter det flygtende vildt. Au, hvor jeg lo! Anstand var det ikke tale om længer. Jeg simpelthen vred mig av latter. Avsted gjennem løssneen bar det, sælen foran og jægeren efter. Jeg kunde se paa den forfølgendes bevægelser, at han var rasende. Han skjønte, at han hadde kastet sig ind i noget, han ikke med værdighet kunde trække sig ut av igjen. Sælen satte avsted med slik fart, at sneføiken stod høit i veiret. Skjønt sneen var temmelig dyp og løs, fløt den dog ovenpaa. Ikke saa med jægeren. Han sank nedi til over knærne for hvert skridt og blev paa kort tid fuldstændig distansert. Ret som det var stoppet han op, la an og brændte løs. Selv paastod han senere, at hvert evige skud hadde rammet. Jeg hadde mine tvil. Sælen lot ihvertfald ikke til at ta notis av det; for den satte videre med umindsket fart. Endelig maatte den vældige gi sig og vende tilbake. „Grisagtig seiglivet,” hørte jeg, da han naadde ombord. Jeg knuste et smil; vilde nødig saare fyren.
For en aften! Solen staar høit paa himlen trods den sildige nattetime. Over hele dette fjeldland av is, over
