Det kan se ut som at dette land hænger sammen med de landmasser og mægtige fjeldkjeder Amundsen fandt nær polen. Vi ser nye problemer dæmre frem.
Men det er ikke bare disse færdene over ismarker og høifjeld som er mesterlig gjennemførte. Vor taknemlighet søker også kaptein Nielsen og hans mænd; de førte Fram frem og tilbake, to ganger, gjennem disse sydlige isfyldte farvand, som flere sakkyndige tilmed holdt for så farefulde at Fram ikke skulde kunne klare dem. Og begge ganger med en hurtighet og en sikkerhet som et skib i fast rute. Frams bygmester, den prægtige Colin Archer, har grund til at være stolt over hvorledes hans „barn” har løst også denne opgave — den skuten som har
været længst nord og længst syd på vor klode. Men kaptein Nielsen og hans folk ombord i Fram har gjort mer, de har utført et forskningsarbeide som i videnskapelig værd kan sidestilles med det kammeratene utrettet i den ukjendte isverden, — skjønt de fleste ikke vil kunne se det. Mens Amundsen og hans fæller tilbragte vinteren i syd, har Nielsen med Fram gjennemforsket havet
