dyrenes underlag mest mulig avkjølet. Arrangementet viste sig siden at svare udmerket til hensigten.
Skanseklædningen paa „Fram”s fordæk bestod av jernrækverk betrukket med staaltraadnet. For bedre at skaffe baade skygge og ly blev der nu paa indsiden av rækverket fæstet en klædning av bord. Paa alle tænkelige og utænkelige steder blev der fæstet kjettinger til at binde dyrene med. Det kunde jo ikke nytte at la dem gaa løse fra begyndelsen; muligens kunde der være haab om at vi kunde slippe dem siden, naar de var blit bedre kjendt med sine herrer og mere fortrolige med forholdene i det hele.
Ut paa eftermiddagen den 9. august var vi klar til at ta imot vore nye skibskamerater. I en stor lastepram blev de transportert over fra holmen, 20 stykker ad gangen. Transportførerne Wisting og Lindstrøm opretholdt kommandoen paa en fortrinlig maate. De hadde paa samme tid forstaat at opnaa hundenes fortrolighet og fulde respekt — netop hvad der maa til. Ved faldrepet paa „Fram” vanket der en rask og haandfast mottagelse. Før de forbløffede bikjer rigtig kom sig av sin forundring og skræk, var de forsvarlig bundet oppe paa dækket og paa en elskværdig maate betydet, at det bedste de foreløbig kunde gjøre, var at ta tilværelsen med overlegen ro. Det hele gik for sig med slik fart, at vi i løpet av et par timers tid hadde alle de 97 hunder ombord og vel anbragt; men da var rigtignok ogsaa „Fram”s dæk utnyttet til det yderste. Vi hadde tænkt at faa beholde kommandobroen fri, men det lot sig ikke gjøre, hvis vi vilde ha alle med. Den sidste sending — 14 i tallet — maatte anbringes der oppe. Der blev saavidt igjen en liten aapen plads for
