vare, var helbredstilstanden paa polfærden altid udmerket, baade blandt mennesker og dyr. Den pemmikan, vi hadde med, var væsentlig forskjellig fra den, som tidligere ekspeditioner har brukt. Før indeholdt pemmikanen bare den forønskede blanding av tørret, malt kjøt og fett; i vor var der foruten kjøt og fett ogsaa grønsaker og havregryn, en tilsætning som i høi grad forhøier dens velsmak, og som ogsaa, saavidt vi kunde skjønne, gjør den lettere fordøielig.
Denne sort pemmikan blev første gang fremstillet til bruk for armeen. Meningen var, at den skulde ta „reserverationens” plads. Forsøk hermed foregik endnu, den gang ekspeditionen drog ut. Forhaabentlig har prøven faldt tilfredsstillende ut. En kraftigere og mere nærende kost, en bedre og mere velsmakende ret kan ikke opdrives.
Men hvad der var likesaa vigtig for os som pemmikan til os selv, var pemmikanen til hundene. Disse er nemlig likesaa utsat for at angripes av skjørbuk som vi mennesker. Samme omhu maatte derfor ofres paa tillavningen av denne vare. Vi fik fra Moss to sorter pemmikan — en fisk- og en kjøtpemmikan. Begge sorter indeholdt ved siden av tørret fisk og fett ogsaa nogen procent melkemel og avfaldsmel. Begge sorter var like fortrinlige, og hundene var altid i ypperlig kondition. Pemmikanen var opdelt i 1/2 kilos rationer og kunde serveres like ut til bikjerne. Men inden vi kunde komme til at bruke denne pemmikan, hadde vi først en fem maaneders reise for os. Til denne del av færden maatte jeg sørge for at faa en samvittighetsfuldt tørret fisk. Dette opnaadde jeg gjennem ekspeditionens kommissionær i
