Klokken 9 formiddag rak vi 88° 23’ s. br. efter en rask marsj. Føret var haardt efter den sidste storm. Det var underlig at gaa uten at ha vor græsselige byrde, slæden, at hale paa. Vi heiste Hendes Majestæts flag og dernæst vort eget og tok plataaet i besiddelse i Hendes Majestæts Navn. Mens vort flag foldet sig ut i den iskolde bris, som gik til marv og ben, rettet vi vor ypperlige kikkert mot syd, men kunde ikke se andet end den uendelige hvite sneslette. Der var intet brud i plataaet, som strakte sig mot Polen, og vi føler os overbevist om, at maalet, som vi ikke kunde naa, ligger paa denne slette. Vi stoppet bare nogen minutter her, pakket saa Dronningens flag sammen, og vendte om. Vort magre maaltid spiste vi underveis.
Vi kom tilbake til teltet klokken 3 eftermiddag; fortsatte saa to timer mot nord, men var saa dødstrætte, at vi maatte slaa leir.
Saa bærer det da endelig hjemover igjen. Hvor skuffet vi end er, saa har vi dog den trøst, at vi har gjort vort bedste.”
Tilbakemarsjen blev en kamp for livet, som rimelig kunde være, saa utslitte som de var av savn og lidelser. Heldigvis fandt de igjen alle sine depoter, ellers hadde døden været likesaa sikker som amen i kirken. Den 4. mars naadde de alle fire tilbake til vinterkvarteret efterat de saa at si hadde kapsprunget med døden i de sidste uker. Aldeles avkræftet som de var av sult og slit i den voldsomme kulde, blev de nu rammet av en ny ulykke — sygdom. De blev angrepet av dyssenteri og led meget. Men ved overmenneskelige anstrengelser lykkedes det dem ogsaa at beseire denne nye fiende.
