vor vei, — med revner paa enkelte steder ogsaa. Vi er nu paa 85° 55’ og i en høide av 9500 fot over havet. I eftermiddag saa vi ganske tydelig det nye land strække sig mot sydøst. Der er mange isbræer synlige i det. Forøvrig er det forholdsvis snebart. Da vi slog leir klokken 6 eftermiddag, øket vinden paa. Det er vanskelig at forstaa hvordan der kan ligge et løst snelag her, hvor det blaaser uavladelig. Den eneste forklaring er — at vi endnu ikke har rukket det virkelige plataa.
Efter aftensmaaltidet diskuterte vi situationen, og kom til det resultat, at vi maa vedbli at knappe av paa den daglige ration. Vi har næsten 500 kvartmil til Polen og tilbake hit. Vi har proviant for en maaned, men kjæks bare for 3 uker, saa vi maa drøie ut ukerationen til 10 dager. Vi vil ha én kjæks til frokost, 3 til lunch og 2 til aften. Det er den eneste maate vi kan greie det paa. Imorgen lægger vi fra os alt, som ikke er absolut nødvendig. Hvad klær angaar har vi jo allerede for længe siden gjort det; men nu kaster vi reservemeiene ogsaa og stoler paa de faste. Marshall tok vor temperatur iaften. Den var 2° under det normale.”
26. december: „La igjen en stor slump utstyr og strøk avsted klokken 7 formiddag. Vi har gjort 14 kvartmil, tildels gjennem løssne, og mot en lei vind. Det har gaat opover hele tiden, over den ene svære snekam efter den anden. Vor høide iaften er 9590 fot over havet. Alle disse snekammene ser ens ud. Sneen mellem dem er løs; men paa toppen er den haard. Hver gang vi kommer op paa en top, siger vi til os selv: Kanske dette er den sidste; — men det er aldrig den sidste. Altid dukker der op en ny. Vi mistet land av syne idag, og nu
