forfremmer af den første afholdsbevægelse i Amerika”. Han reiste omkring, talte sagen og organiserede foreninger landet rundt, ja endog i Canada. Han fik ogsaa istand en afholdsforening blandt kongresmændene i 1830 — noget, som vel kunde trænges.
I sin 7de aarlige rapport i 1834 kunde Edwards berette, at bevægelsen havde spredt sig til 21 stater, at over 5000 lokalforeninger var stiftede med et samlet medlemsantal af over en million. Rusdrikforretningen var kommen i foragt, og mange hæderlige mænd havde sluttet som vertshusholdere. Indførselen af distillerede drikke tiav6s sunket fra 5,774,774 galloner i 1824 til 2,810,140 galloner i 1832. Hjemmeproduktionen havde ogsaa aftaget. Men forbruget af vin og cider havde mere end fordoblet sig. Dette vakte opmerksomhed, og mange begyndte at undres paa, om ikke det vilde være viseligt og godt at udstrække afholdsløftet til alle berusende drikke. Dette blev snart et brændende spørgsmaal. Der var, naturlig nok, delte meninger, nogle for og nogle imod. Det kom mangen gang til heftige ordskifter og ikke saa liden bitterhed paa begge sider.
Den første nationale afholdskonvention blev holdt i Filadelfia i mai 1833. Der var mere end 400 delegater fra 21 stater. Konventionen ud talte som sin overbevisning, “at handelen med spirituøse drikke og disses brug som drik var moralsk urigtig og burde afskaffes over hele verden. Mod gjærede drikke — som øl og vin — tog man endnu ikke bestemt standpunkt.
Først i 1836 tog man skridtet fuldt ud. Det aar holdtes den nationale konvention i Saratoga, N. Y. Her blev det bestemt, at afholdsløftet skulde gjælde “alle berusende drikke”. “The American Temperance Society” blev reorganiseret under navnet “The American Temperance Union”. Fra dette radikale skridt dateres alt det
