Side:Aasen - Ervingen.djvu/39

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
41

ikke givet sit Samtykke endnu, men jeg tænker dog, at det kommer.

Trond.

Ja, men eg tykkjer, det er leidt aa bry og plaaga henne soleides. Naar ikkje Hugen og Hjartat vil den Vegen, so vilde det ikkje Vera nokon Hugnad med di.

Hermann.

Du har kanskee ikke saa megen Lyst til det nu som før?

Trond.

Det er ikkje fyre den Skuld: eg kann nog hava Lyst; men eg ser, at Gjenta vil ikkje lika det, og difyre heve eg tenkt meg um og sleget det fraa meg.

Hermann.

Se saa! Jeg havde just en Mistanke om dette. Der maa være kommet noget nyt i Veien. Dette der om »Hugen« og om »Hjartat« synes mig at være nye Talemaader; det Verset stod ikke i Visen, da jeg hørte den sidst. Men jeg skal saamænd ikke gjøre flere Skridt i den Anledning. Naar jeg ret betænker mig, kan det maaske være nyttigt, at det gik forbi. Og dermed anseer jeg den Sag som afgjort. (Gjeng).

Trond (aaleine).

Han trur, at det var berre Garden, som eg gjekk og snikte etter; men jau so-menn var det no nokot annat med. Hadde Gjenta likat meg, so hadde det alt voret avgjort longo sidan. Men eg var no ikkje god nok til det, maa vita. Eg var ikkje so spræk og spralande, som eg skulde. Hadde eg voret ein Galning og ein Sprettebasse som ymse andre, so hadde eg vel havt betre Lukka med Gjentom. Men dei Kann no gjera, som dei vilja. Dei skal ikkje sjaa nokor Sorg paa meg. (Gjeng).