Eventyrlige og Vidunderlige. Vist er det ogsaa, at dersom han havde kunnet udføre sit Forsæt, vilde han ved denne Bedrift have vakt fornyet Begeistring for sig og faaet nogen Erstatning for hvad han maatte indrømme sin mægtigste Fiende, Ruslands Czar Peter. Denne havde nemlig Intet imod, at Carl søgte Erstatning for, hvad han maatte afstaa for at tilfredsstille ham, hos hans egen Bundsforvandt Frederik IV.
Den svenske Hærtog især dens Officierer havde vistnok liden Lyst til at gjøre et Vintertog i et fattigt Bjergland, der beboedes af et kjækt Folk med stærkt Nationalhad mod de Svenske, et Folk, om hvilket Generalmajor Fersen i Anledning af Mørners Forslag allerede 1713 havde erklæret: „Normannen brukar intet annat bröd än hafrekakor blandade med agnar och bakas tunna som löf, hvartill han äter sur och rutten fisk[1].“ Men de Svenske vare vante til uden Indvendinger at følge sin Heltekonge. Mange vidste vel ogsaa, at Fersens Skildring var overdreven, og at et Felttog i Norge vel ei vilde blive besværligere end tidligere i Polens Sumper og Ukraines Stepper. Følgende Kapitel vil vise, at Stillingen og Forsvarsanstalterne i Norge vare saadanne, at en Carl XII nok kunde gjøre sig Haab om seierrig at gaa ud af denne Kamp.
Kjernen af den seiervante svenske Hær blev i Begyndelsen af Aaret 1716 trukket sammen paa den norske Grændse. Carl selv begav sig til Holmedal i Vermeland, hvor der var samlet 3000 Mand Fodfolk og 1000 Dragoner (det uplandske Regiment). I Spidsen for samme besluttede Kongen gjennem Hølands Prestegjeld at gaa lige løs paa Christiania, medens han beordrede Kavallerigeneral Carl Gustav Mørner, Guvernør i Bahus, derfra at rykke ind i Norge. Mørner var en erfaren
- ↑ Handl. rørande Skand. hist. III 191.
