Side:A. Faye - Carl XII i Norge.djvu/89

Paa Frederikshald boede dengang to Brødre, der vare velstaaende Handelsmænd, Hans og Peder Colbjørnsen, af hvilke vi allerede have omtalt den sidste. De vare Prestesønner fra Sørum og Dattersønner af den berømte og krigerske Kjeld Stub, Landoberst og Sogneprest i Ullensaker († 1663). Den yngste af Brødrene Peder var da 33 Aar gammel og valgt Stadskapitain. Disse modige og fædrelandssindede Brødres Exempel virkede ogsaa paa Andre, blandt hvilke den tappre Klokker paa Id, Ole Svendsen Bakke, især er bekjendt. Han havde engang i Forening med to Bønder lagt sig i et Baghold, hvorfra de skjøde den svenske Oberstlieutenant Baltzer, der kom ridende forbi med 24 Ryttere. Opmuntret ved dette Held besluttede Klokkeren et større Forsøg. De Svenske havde paa Kirkebøen, $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mil Syd for Herregaarden Berby i Enningdalen, en Postering, som bestod af 70 Ryttere og 110 bevæbnede Bønder under Anførsel af Ritmester Lehman. Klokkeren foreslog Peder Colbjørnsen at overfalde de Svenske paa Kirkebøen og paatog sig at udspeide deres Stilling og Styrke. Colbjørnsen forsynede ham i denne Anledning med endel Tobak, som han skulde sælge blandt de svenske Soldater. Da Alt var forberedt, samlede Colbjørnsen sin Friskare (80 Arbeidsfolk fra Tistedalen), en Hob Bønder og 40 vesterlenske Soldater under Lieutenant Even Kraft, der overtog Kommandoen, da Colbjørnsen som Stadskapitain ei vel kunde forlade Byen. Kraft naaede efter en lang og høist besværlig Marsch den 8 April Klokken 4 om Morgenen Kirkebøen. I Begyndelsen af Anfaldet blev Klokkeren skudt af en Svenske, som havde skjult sig under Laavebroen. Da en af hans Sognefolk vilde reise ham op, sagde han: „Lad mig ligge i Jesu Navn, hils min Kone og mine Børn! Jeg er vel fornøiet. Gjører I Eders Bedste!“ Med disse Ord døde han. Hans Landsmænd blev saa forbittrede over