Peder Rumohr, der, førend han blev Prest, havde tjent som Kornet (Fanejunker ved Rytteriet) blandt de danske Hjelpetropper i Irland og saaledes havde baade Forstand paa og Interesse for Krigførelsen. Ascheberg fandt derfor ogsaa Behag i hans Underholdning og skjenkede hans Forestillinger mere Tiltro, end man bør skjenke en Fiende. Ved at faa Bønderne til at opsnappe de fiendtlige Bud gjorde han Forbindelsen mellem de Svenske paa Moss og i Skjeberg høist usikker, og ved sine Beretninger holdt han derhos Generalen i stadig Frygt. Da han derfor blev underrettet om Tilintetgjørelsen af det svenske Korps paa Moss og om de betydelige Forstærkninger, der vare ankomne fra Danmark, ansaa han det for raadeligst strax at bryde op og drog tilbage til Sverige efter først at have ladet opbrænde sine i Skjebergs og Bergs Sogne værende Magasiner[1].
Carls Stilling blev nu betænkelig, og hans Omgivelser raadede til snart Tilbagetog; men han vilde Intet høre derom. I det Sted sendte han Generalmajor Delwig, ledsaget af 500 Ryttere, afsted til Sverige for at drive paa de forventede Regimenter og det meget savnede Artilleri og drage Omsorg for at en Bro blev slagen over Svinesund. Da Delwig havde naaet Glommen, sendte han 300 Mand tilbage. Med Resten gik han over Grønsund og naaede uden synderlig Modstand lykkelig den svenske Grændse med kun 6 Mands Tab. Han ilede strax til Gøteborg, fængslede Ascheberg og drev paa at saa samlet og bragt til Norge de Regimenter, som Carl ventede.
De Svenskes Stilling i og om Christiania var imidlertid nu saa utryg, at der var liden Udsigt til, at disse Forstærkninger kunde komme tidsnok. Akershus kunde ikke erobres, Lützows Korps paa Gjellebek havde faaet
- ↑ Nordberg II 566. Görtz, Handl. rörande Skandinaviens Hist. VI 293.
