Side:A. Faye - Carl XII i Norge.djvu/72

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Erik Rüdingsvärd og flere Officierer maatte overgive sig[1].

Paa norsk Side faldt Kapitain Wahl, 3 Lieutenanter og adskillige Soldater. 50 Mand bleve saarede[2]. Alt Bytte blev givet Soldaterne. Klokken 10 om Formiddagen var Seiren vunden.

Den nærmeste Følge af denne Seier var, at Generallieutenant Christian L. Ascheberg, der med en Afdeling af den svenske Hær laa ved Skjebergs Prestegaard for at vedligeholde Forbindelsen mellem Kongen og Sverige og oppebie de 5 Regimenter, som vare under Veis[3], blev saa forskrækket, at han forlod sin Post og ilsomt drog sig tilbage til Sverige. Dertil bidrog dog mere end Buddes Seier en patriotisk norsk Prest. Ascheberg havde nemlig taget sit Hovedkvarter hos Presten i Skjeberg

  1. Klüwer (Minerva 27) beretter, at Falckenberg under Kampen maatte flygte ind i et Hus, hvor han værgede sig mandig, indtil flere Norske brøde ind med Magt, hvor da Obersten og Flere bleve skudte. Budde tilbød ham Kvarter, som han afslog med de Ord: „Jeg vil heller døe paa Stedet end hænges i Sverige.“ Navnene paa de fangne svenske Officierer, der førtes til Throndhjem og indlagdes paa Raadhuset, findes sammesteds S. 28. – Falckenberg blev skudt tvert igjennem. Budde, som nogle Aar tidligere havde gjort hans Bekjendtskab, saa til den Døende, beklagede hans Ulykke og tilføiede, at han havde „forsvaret sin Nations Ære som en brav Karl.“ (Nordberg II 565).
  2. Lützow i sin Beretning til Kongen 7 Mai angiver de Norskes Tab til en Kapitainlieutenant, 29 Underofficierer og Menige, som faldt, og 3 Officierer og 86 Underofficierer og Menige, som bleve saarede. Om denne Træfning se Pontoppidans Dansk Atlas I 330–38. I Europ. Fama findes en Beretning fra Bahus 20 Apr. 1710, hvori fortælles, at Carl ved Moss angreb 8000 Danske, hvoraf 5000 bleve paa Pladsen og 800 med 17 Kanoner toges til Fange (!!). – Strax efter gik Grev Sponneck til Drammen for at enes med Lützow om hvad videre var at gjøre.
  3. Baron Görtz i Handl. rør. Skand. hist. VI 203.