Imidlertid gik Isen op, og medens de Svenske 24
April helligholdt en Bededag, kom en Jagt lige til Fæstningen,
uagtet de Svenske i Smaabaade fra Piperviken
søgte at bemægtige sig samme. Et Par Dage senere
lagde en dansk Fregat ind paa Havnen og kanonerede
hele Dagen paa Fienden især i Vaterland, understøttet af
en anden Fregat „Høienhald“, der lagde sig saa, at den beskjød
Byens Tvergader. De Svenske opkastede nu et
lidet Batteri paa Toldboden, der tvang Høienhald til at
fortrække efter Tabet af 2 Døde og 3 Saarede.
Medens de Svenske havde gode Kvarterer og levede i Overflod i Christiania, led den norske Hær paa Gjellebek den største Nød. Nobel, der som Medlem af Slotsloven maatte tage sig af Armeens Forsyning, maa selv tilstaa, „at Hæren laa Nat og Dag under aaben Himmel i Sne og Frost og ofte maatte lide Hungersnød“[1]. I at forskaffe det Fornodne, tilføier han, gjorde Bragernes og Strømsø Borgere og Indbyggere os da saadan Hjelp, at dersom de ikke havde været, da var Armeen omkommet af Hunger; thi deres Tjeneste og Velvillighed var da saa stor, at Mange tog Maden fra sig selv og gav den hen til Armeen, ja ingen Undersaatter kunde med bedre Hjerte gjøre det, de burde for deres Konge og Fædreneland, end det disse gjorde. Men
- ↑ „Ei blot den gemene Mand, men endog Officierer bekjendte, at de i nogle Dage ei havde smagt Brød i deres Mund. Da ingen Kasse, intet Magasin, intet Kommissariat var at faa, paatoge Borgerne og Indvaanerne paa Bragernes sig godvillig og med deres egen Omsorg af Bragernes By og det lidet Distrikt af Grevskaberne at forsyne Armeen med al Fornødenhed og derudi udviste baade Iver og Troskab mod Kongen og Fædrenelandet.“ Biskop Deichmanns Forsvarsskrift for de Norske. Saga II 223.
hvidnede med Kridt Skæggas Munding, saa det lykkedes fra Fæstningen at ramme Mundingen, saa den ødelagdes (Norske Sagn af A. Faye).
