Efter at have efterladt Oberstlieutenant Weinholtz paa
Moss med nogle 100 Mand for at dække de Levnetsmidler
og andre Fornødenheder, som de Svenske havde samlet
og oplagt paa Jernværket, og for at vedligeholde Forbindelsen
med Generallieutenant Ascheberg, der fra Bahus
havde trængt ind og slaaet Leir ved Skjeberg Kirke mellem
Fredrikshald og Fredrikstad, rykkede Carl med sin samlede
Styrke, som bestod af 7500 Mand, men efter Rygtet ansloges
til 18000 Mand, mod Christiania.
De Svenske fulgte nu den alfare Vei gjennem Vestby og Aas, men da de erfarede, at Veien længer mod Nord var besværliggjort ved store nedhugne Træer, forlode de Landeveien og gik ud paa Isen over Bundefjorden. Klokken 10 om Formiddagen den 21 Marts fik man fra Akershus Øie paa Fienden, som gjennem Ormøsund kom fremrykkende for langs Ekeberg at naae Oslo. Da man imidlertid fra Akershus begyndte at beskyde de fremrykkende Svenske, saa art de viste sig ved Blekøen, standsede de for at oppebie Rytteriet, som bestod af 3000 Mand. Den samlede Hær drog derpaa bag Hovedøen over til Ladegaardsøen. Da de marscherede Mand efter Mand i raskt Løb, kunde Fæstningens Kanoner i den lange Afstand kun tilføie dem liden Skade. De indkvarterede sig samme Dag paa Byens Løkker og besatte Akers Kirke.
Hvad var der imidlertid blevet af den norske Hær, som skulde forsvare Hovedstaden?
Dagen efter at Carl var draget ud over Øieren,
og Løwenstjerna ind i et Hus, hvor de talede Fransk sammen, som de mente Ingen der forstod. De beklagede Kongens Beslutning at rykke ind i Norge og vare ængstelige for ham, da han ei havde mere end 2600 Mand hos sig (Grüner). Omtrent samtidig skrev Generalmajor Hamilton til Arveprindsen (19 Marts), at han frygter, „att man under jagten efter skuggan torde förlora köttstycket“ (Fryxell XXIX 12).
