udmattede; thi Fiendens Heste og Folk vare da af den store og besværlige Marsch, som de havde gjort, saa trætte og medtagne, at de ikke kunde komme af Stedet, saasom Hestenes Fødder vare opskaarne af den dybe Sne, de havde gaaet igjennem og Folkene forfrosne og udhungrede; ja deres Tilstand var saaledes, at Kongen, som med sit Folk stod udi Prestegaarden, turde ikke angribe Kruses eneste Eskadron, som kun stod et lidet Stykke derfra ved Broen, førend Kruse først angreb dem. Saaledes faldt da en stor Seiervinding af Kruses Hænder tilligemed en udødelig Ære og det alene, fordi han var (om jeg turde sige det) formeget hastig og hidsig; men hvad skal man sige? Den bedste Mand kan i saa Maader ofte blive overilet. Kruse er dog virkelig en god Mand, der hverken fattes Tapperhed eller Erfarenhed“.
Kong Carls uventede Indfald i Høland og de Norskes Nederlag og Flugt satte Alle i den største Forskrækkelse. Vel havde man Kundskab om, at Carl havde samlet Tropper paa Grændsen, men de Fleste troede, at selv en Carl XII vilde betænke sig paa at gjøre et Indfald paa den Kant, hvor ingen Veie fandtes, og paa en Aarstid, da megen Sne faldt. Stiftamtmand W. Tonsberg, Medlem af Slotsloven, ansaa Frygten for et Anfald saa utidig at han ei blot skarpt dadlede „den utidige Depense“[1]
- ↑ de utidige Udgifter.
