og 150 Rdl. i Sagsomkostninger, fordi han ei tilbørlig havde indrettet sin Standartvagt m. m.
V. Capitain Hansteen frikjendtes, men Lieutenant Dillerud, som af Fienden havde ladet sig true til at aabenbare, hvor Kompagniets Fane laa skjult, dømtes for denne Skrøbelighed til at „skildre udi 2 Maaneder[1]“.
Kruses haarde og nærgaaende Udtryk i hans Indlæg mod Brüggemann erklæredes døde og magtesløse at være. Ved kongelig Resolution af 6 November 1717 stadfæstedes Dommen med den Formildelse at Kruse blev befriet baade for Mulkt og Sagsomkostninger og altsaa frikjendt, og Brüggemann fik Afsked af Kongens Tjeneste.
Med Hensyn til Kruses Færd ved denne Leilighed er Samtid og Eftertid enig i at rose hans Mod og Aandsnærværelse under Kampen, men ogsaa i at dadle ham for at han angreb Fienden, inden han havde faaet samlet flere Folk. Hans Samtidige, Hans Nobel, Medlem af Slotsloven yttrer i sin private Melding til Kong Frederik: „Kruse brød med utrolig Tapperhed ind paa Fienden, hug hans Fortropper tilbage, vexlede Skud med Prindsen af Hessen, saarede ham og drev ham paa Flugt; men som Kongen af Sverige kom derpaa selv med Eskadron paa Eskadron og Kruse blev skudt, maatte Vores flye og Kruse blev fangen. Nu er her dette at sige, at hvorvel at Kruse for sin egen Person gjorde alt det, en brav Mand burde at gjøre, ja fast mere end man kunde ventet af harm, saa begik han dog en stor Feil; thi dersom han havde biet 3–4 Timers Tid og samlet alt sit Folk til sig, som var med Ryttere og Fodfolk 1200 Mand, da havde han uimodsigelig faaet Kongen af Sverige med hver Mand levende eller død, saasom Kongen da ikkun havde 800 udmattede Ryttere hos sig, jeg siger
- ↑ D. e. tjene som simpel Soldat og staa Skildvagt.
