yngre Søster Ulrika Eleonora, Arveprindsens Gemalinde,
udnævnt til Dronning erklærede sig for at ophæve Beleiringen
og forlade Norge. Dette skede og med en Ilfærdighed,
som lignede en Flugt[1]. Allerede den 13de
vare Hertugen af Holstein og Generalerne Dückert, Mörner
og Rehnskjöld afreiste til Stokholm, og 8de Dag efter
Carls Død var det søndenfjeldske Norge rømt af de
Svenske. Deres Galejer nedsænkede de paa Idefjorden, forlode
det stærke Sundsborg, ja ødelagde endog de store
Forraad af Korn og andre Krigsfornødenheder, der vare
samlede i Strømstad. Strax før Carls Død var ankommen
til Strømstad 100,000 Rdl. Sølvmynt, som da var
sjelden i Sverige. Arveprindsen befalede Generallieutenant
M. J. de la Gardie, som havde Krigskassen i sin Forvaring
at fordele samme som Gaver til høiere Officierer.
Rehnskjold, Mörner og Dückert fik hver 12.000 Rdl.,
Generalmajor Cronstedt 4000, de øvrige Generalmajorer
hver 800 Rdl., Generallieutenant de la Gardie 3000 Rdl.,
ja selv Hertugen af Holstein tog mod 6000.
Da Nordens Løve havde faaet sit Banesaar, lod det til, at en af hans Modstandere, Kong Fredrik IV, personlig vilde se at høste nogle Laurbær fra Krigen i Norge.
Den 22 Juni 1719 landede han med Kronprindsen Geheimeraad Vibe o. Fl. i Laurkullen, og 20 Juli rykkede han med en Del af den norske Hær over Grændsen
- ↑ Handl. rør. Skand. Hist. VII 257.
