Skjebnesvanger var den Kugle, som just paa den Dag endte Heltekongens Liv. Medens Carl beleirede Fredriksten, istandbragte hans fortrolige Ven og Minister Baron Görtz paa Ålandsøerne Fred og Forbund mellem Sverige og Rusland, hvorved Carl sikkredes Norge som Erstatning for hvad han indrømmede Rusland af svenske Landskaber i Osten. Forbundet manglede kun Carls Stadfæstelse. Görtz var allerede kommen til den norske Grændse med Fredsdokumenterne, da det ulykkelige Skud faldt. Paa Tanum Prestegaard blev den forhadte Udlænding strax fængslet af det nu raadende Parti, i hvis Spidse stillede sig Carls Svoger. Hærens Overanfører Arveprindsen af Hessen. Som en Forbryder sendtes Görtz, den eneste Mand, som under disse Omstændigheder kunde frelst Sverige, til Stockholm, hvor han stilledes for en Blodret, der uden videre Undersøgelser dømte ham tildøde, og allerede 13 Marts 1719 faldt hans Hoved under Bødlens Sverd[1].
„Det var det første Justitsmord, hvormed Sveriges nye Frihedstid indviedes.“
Ved Efterretningen om Carls Død ilede Arveprinds Fredrik af Hessen fra Torpum, hvor han havde sit Kvarter, til Hovedkvarteret i Tistedalen, hvor den følgende Dag Generalerne samledes. Han underrettede dem nu ei blot om Kongens Død, men ogsaa om, at Regjeringen i Sverige nu skulde komme paa en ny Fod. Carls Søstersøn og den nærmeste Kronprætendent Hertug Carl Fredrik af Holstein raadede vel til at fortsætte Beleiringen men Arveprindsen og de fleste høiere Officierer, der pønsede paa at saa Enevoldsmagten afskaffet og Carls
- ↑ de la Gardieske Arkivet XVII 15.
