Formiddagen kjæmpedes med største Tapperhed paa begge Sider. Henimod Klokken 11 begyndte den svenske Ild at aftage, og medens den tykke Krudtdamp endnu skjulte Tordenskjolds Bevægelser for Fienden, lod han sine Skibe bugsere nærmere ind paa de svenske Fartøier og bød den kjække Kapitainlieutenant Tønder at tage Batteriet paa Holmen og fornagle dets Kanoner, hvilket han lykkelig udførte. De Svenske søgte nu at sætte deres Galeier og Transportskibe paa Grund, idet Besætningen flyede i Land med Undtagelse af de Folk, som skulde gjøre Forberedelser til at stikke dem i Brand, naar Fienden nærmede sig for at entre dem. Seieren tilsøs var saaledes vunden, men skulde Øiemedet naaes, maatte de svenske Skibe ødelægges, hvilket var forbundet med stor Fare, da Skydningen havde samlet en Mængde Tropper paa de omliggende steile Fjelde, der ved velrettede Skud søgte at holde Fienden borte fra de tæt ved Land bragte Skibe. Dog Tordenskjold var ikke den Mand, som lod sig skræmme. Medens hans lille Flaade vedligeholdt en uafbrudt Kartætskild mod Landet, satte han tillige med sine dristige Medstridere Tønder, Grib o. Fl. med sine Fartøier ligeind paa de fiendtlige Skibe. Tordenskjold selv var stedse i Spidsen og opmuntrede ved sine Ord og sit Exempel sine underordnede saaledes, at de med det dristigste Mod udførte de voveligste Foretagender. Hist entrede den uforfærdede Tønder et med Krudt ladet Skib for at borttage den Tjæreballe, som allerede brændte ganske i Nærheden af Krudtfadene; ja han gik endog ned blandt Krudttønderne og greb med egen Haand en brændende Lunte, som var fastgjort i en af Tønderne, og slukkede den. Her besteg Kapitain Grib, som havde raadet til Angrebet, en fiendtlig Galei, i hvis aabne Etage stod en opslagen Tønde Krudt med en brændende Lunte i Kanten, som han griber og kaster i Vandet, lukker Lugen og frelser Skibet. Strax
